Personkreds: Kontanthjælpsmodtagere, studerende og andre lavindkomstgrupper

Kommunen kan yde hjælp til udgifter til tandbehandling eller lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Der kan kun ydes hjælp, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet.

Som udgangspunkt kan der kun ydes hjælp, hvis behandlingen ikke kan udsættes til et senere tidspunkt, og alene støtte til ”billigste løsning” – eksempelvis en aftagelig protese i stedet for fast krone eller bro.

Den hjælp der gives kan kun bruges til det ansøgte formål. Man kan således ikke bruge beløbet til en anden og dyrere behandling hvor man selv betaler differencen. I så fald vil der ske modregning af det beløb man selv kan betale, også selv om det drejer sig om en foræring fra familie eller bekendte.

Patienten søger kontanthjælp på kommunen. Yderligere information findes på www.borger.dk.

Også ikke-kontanthjælpsmodtagere - eksempelvis studerende og andre lavindkomstgrupper – kan søge om støtte.

Tandlægen ansøger kommunen om tilskud til behandling inden iværksættelse af behandlingen (se afsnittet: Ansøgning om konkret behandling.)
 
Ansøgning om konkret behandling

Tandlægen udfylder et behandlings- og honorarforslag og indsender det til kommunen som vurderer behandlingens nødvendighed (hvad angår proteser). For så vidt angår sygesikrede tandlægeydelser sker der ingen vurdering da borgeren har et retskrav på tilskud.

Tandlægeforeningen og KL har udarbejdet en blanket, der anvendes ved ansøgning om behandlinger, hvortil der søges om økonomisk tilskud. Aftalen er en tilslutningsaftale, hvorfor ikke alle kommuner har tilsluttet sig aftalen.

For kommuner der har indgået aftalen, udleverer kommunen blanketten TL701, som udfyldes med behandlingsforslag og alternativt forslag til kommunen, som godkender behandlingen helt/ delvist eller afslår behandling.

Ved afslag på behandlingen, har tandlægen ret til et honorar, som findes i honorartabellen.

For kommuner der ikke har indgået aftalen, kan kommunen udlevere en blanket. Tandlægen har som udgangspunkt ikke ret honorering for udfyldelse af ansøgningen/ved afslag. Det kan dog aftales mellem tandlægen og kommunen, hvilke forhold der skal være gældende.

Patienten kan klage over afgørelser fra kommunen. Klagen sendes til Det Sociale Nævn i den region man tilhører. Information kan findes på www.borger.dk.

Ved godkendt afsluttet behandling sendes regningen til kommunen.

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30