16. november 2011
39 patientgrupper med sjældne diagnoser vil få offentligt betalt tandbehandling for alle udgifter, der overstiger 1.725 kroner årligt. Sådan lyder en del af den aftale, som regeringen og Enhedslisten har indgået vedr. finansloven for 2012.
Tandlægeforeningens formand Susanne Andersen glæder sig over, at en særligt udsat patientgruppe nu får en tiltrængt økonomisk håndsrækning fra det offentlige.
- Vi har i Tandlægeforeningen arbejdet længe for at få det offentlige til at hjælpe netop de patienter, der pga. sjældne sygdomme og handicap har et ekstraordinært stort behov for tandbehandling. Der er tale om patienter, som i høj grad har været i klemme som følge af den høje brugerbetaling, der er inden for den almene voksentandpleje, siger Susanne Andersen.
Tandlægernes formand betoner, at de 22 millioner, som der er afsat på finansloven, langtfra løser alle problemer på tandplejeområdet.
- Men det er et godt og væsentligt skridt, som giver megen tandsundhed for pengene. Der er dog stadig mange patienter, som har brug for hjælp. Det er eksempelvis patienter med aggressiv paradentose og patienter, der pga. deres medicinforbrug har et stort behov for tandbehandling. Desuden er mange mennesker så dårligt stillet økonomisk, at de ikke har mulighed for at få tidssvarende tandbehandling. Så vi håber, at regeringen vil arbejde videre med at reducere uligheden i sundhed. I Tandlægeforeningen arbejder vi i hvert fald videre for at få det offentlige til at hjælpe de patientgrupper, som vi kan se er særligt udsatte, siger Susanne Andersen.